Tough Guy 2017

Ekstremt, storslået, kaotisk, følelsesladet, forvirrende, overvældende, uorganiseret, befriende, vandvittigt, smukt, bindegalt, autentisk, sørgmodigt, betydningsfuldt, uforglemmeligt, der findes ikke nok adjektiver til at beskrive Tough Guy the original d. 29. januar 2017.

Alligevel skal jeg gøre et forsøg.

 I sommeren 2016 fik jeg nys om, at skaberen bag Tough Guy, verdens første Obstacle Course Race, ville afholde det officielt sidste løb i januar 2017. 30 år efter det hele startede. Ikke nok med at Tough Guy var det første forhindringsløb med sin oprindelse helt tilbage fra januar 1987, og kendt som et af de hårdeste forhindringsløb verden over, skaberen bag, Mr. Mouse, er også et ikon i sig selv. Manden bag vores sport er kendt af alle, der brænder for OCR uanset nation, og han er en mand, der er svær at glemme. Han er en galning på mange punkter, og han er kun blevet mere skør med alderen, men der er ingen tvivl om, at denne bindegale mand har hjertet på det rette sted.

 

Mr. Mouse startede sit løb Tough Guy på sin hestefarm i Wolverhampton for 30 år tilbage, da han ønskede at give almene mennesker en smag på, hvordan det var at være i militæret og kæmpe under verdenskrigene. Manden er selv tidligere soldat, og ønskede at trigge folks frygt, det værende for højder, små mørke rum, ild, vand, elektricitet og kulde. Alt hvad der kunne bringe folk i et stadie, hvor de skulle besejre deres eget sind og overskride grænser for at rykke sig som menneske og værdsætte det at være i live. Mr. Mouse ønskede med sporten at skabe fred frem for krig.

Jeg slog straks op inde i vores fantastiske gruppe for medlemmer af Danish Obstacle Course Racers, om der var nogen, der var friske på at tage med til dette sidste løb af det allerførste af sin slags! Jeg vidste i hvert fald, at jeg skulle afsted.

 Mange bed heldigvis på denne unikke og ikke mindst sidste mulighed for at opleve dette enestående løb. 26 danskere endte vi i alt med at være, der bestilte billetter, fly og hotel sammen, og endnu flere drog afsted med eget setup.

 

Dagen nærmede sig med hastige skridt, og jeg var sent ude med hensyn til forberedelserne. Der var blevet oprettet en gruppe til os, der skulle rejse sammen, og herinde blev der lystigt delt videoer, artikler og billeder, der alle skabte spændthed men samtidig nervøsitet og frygt omkring det løb, hver især nu havde sagt ja til at deltage i. Det er en kendsgerning at mange løbere hvert år udgår med hyperthermia fordi de er blevet underafkølede, og mange ambulancer er forbi løbet hvert eneste år. Man underskriver en death warrant inden deltagelse og man er fuldt oplyst om, at det er ens eget skyld for at være kommet, hvis man kommer slemt til skade. To mennesker er omkommet til løbet over de 30 år.

 Jeg valgte personligt ikke at se nogen af de videoer, der blev smidt op i gruppen. Jeg vidste hvad jeg gik ind til, og jeg vidste også at det hed sig, at ingen der stillede til start kunne være sikker på at gennemføre – uanset hvor mange gange man havde været med. Der var derfor ingen grund til at betvivle min egen kunnen ved at se skræmmevideoer eller læse om tidligere deltageres lidelser, den del klarede løbets ry allerede for mig.

 

På trods af at turen var arrangeret helt tilbage i september, fik jeg først anskaffet mig mit udstyr i januar. Jeg besluttede mig for at løbe i en kort våddragt. Egentlig var første tanke, at jeg skulle løbe i shorts og vest af neopren, men for at spare penge købte jeg en kort våddragt i stedet. Dertil et par tynde neoprensokker og neoprenhandsker samt en tynd hue. Jeg vidste, at hvis det blev minusgrader, var chancen for hyperthermia stor, og hvis der var noget jeg ikke gad, så var det at skulle udgå på grund af det.

Midt i januar fik jeg pludselig problemer med mit ene knæ, og måtte indstille løbetræningen. Stædig som jeg er, ville jeg dog ikke opgive turen, men insisterede på at finde en løsning, så jeg kunne løbe igen.

 Heldigvis har jeg den dygtigste fysioterapeut og sportsklinik, Kuhrefysio, som tager sig af mig både når det går godt, og når det går skidt som nu. Jeg adresserede mit problem for Mette, og vi fik undersøgt mit knæ, lavet tests og prøvet teser af. Jeg frygtede at det var et springerknæ, der var på vej, da flere havde nævnt dette, men det var Mette gudskelov ikke enig i. Med hendes hjælp gik jeg fra at have ondt bare når jeg gik og cyklede, til at jeg kunne løbe og endda løbe stærkt, uden smerter. Jeg har sagt det før, og jeg siger det gerne igen, jeg er så utroligt taknemmelig for det samarbejde vi har, og Mette er, hånden på hjertet, den dygtigste fysioterapeut jeg endnu har mødt.

 Jeg fik tapet mit knæ, så vi sikrede, at det ikke kunne overstrække, og så kunne jeg sendes afsted.

 

Vi tog afsted i samlet flok fredag, fik hentet startnummer og underskrevet dødserklæring lørdag, så vi var klar til blot at skulle dukke op blandt den enorme deltagermængde søndag og løbe.

 Vi mødte op søndag, og på trods af at vi kørte i god tid og kun boede 10 km derfra tog det 1 time og 15 minutter at nå dertil i bil. Ikke mindre end 6.700 deltagere stillede til start søndag d. 29. januar 2017, og det kunne mærkes. Det absolut største og forhindringsmæssigt hårdeste Tough Guy ventede. Det kunne ses på vandet, at der havde været nattefrost, eftersom små krystaller stadig flød i overfladen. Dog var vejret med os, det var lige knap 3 grader, og jeg var begyndt at tvivle en smule på min beslutning om at løbe i våddragt. Den første halvdel af banen indeholdt nemlig ikke vand, men derimod lange løbestykker med bakkeintervaller, som nok skulle give os varmen.

 

Vi stillede til start. Alle 6.700 mennesker stod samlet om en bakke. ”Front Squat” forrest, dem der havde løbet det før og gjort sig fortjent til en plads i det forreste felt. Dernæst ”Team Squat” som vi naturligt var en del af, da vi registrerede os samlet, samt ”Wetnecks” som dækker over alle førstegangsløbere til Tough Guy.

 Det var crowded, og bare det at stå stille med så mange mennesker samlet på ét sted hævede temperaturen. Det var vildt at stå der og være heldig nok at kunne finde sine rejsekammerater mens man skuede rundt over pladsen, der var fyldt med mennesker i alle afskygninger og ikke mindst alle påklædninger eller nærmere udklædninger. Der var alt fra folk i heldragter, til mænd kun iført speedos, deltagere i brudekjoler, vikingkostumer, shorts og T-shirt, alt fra toptunet race gear og det rigtige mærke trailsko til folk i almindelige sneakers og klipklapper. To gutter bar rundt på en kæmpe kuffert hver, og en af vores rejsekammerater Kenneth (som er så vild at han har deltaget nu 7 år i streg) løb med en øltønde om halsen.

 

Jeg kan igen ikke sige andet end at man skulle have været der. Lige gyldigt hvor godt man forsøger, eller hvor mange billeder man ser fra begivenheden, kan man ikke forestille sig, hvordan det var, hverken før og slet ikke ude på ruten.

 

Mr. Mouse blev kørt ind foran menneskemængden i hestevogn, fik råbt et par ord i speakeren, og hesten fra filmen War Horse red hen over pladsen mens farvegranater blev affyret og kanonen lød. Starten var gået.

 Menneskemængden tordnede frem, folk væltede, men blev hurtigt hjulpet op igen af de omkringværende. Det var som en tragt til at starte med, og det var svært at komme i gang og få sat afstand til de mange løbere, men om ikke andet, var det hvad man måtte forsøge at gøre for at undgå et endnu større kaos, når de første forhindringer nærmede sig.

 Jeg havde allerede inden besluttet mig for at løbe i min egen pace og ikke være afhængig af andre omkring mig, da det i sig selv ville være en udfordring i en så stor menneskemængde. Jeg forsøgte så vidt muligt at løbe helt ude i siden af den lange pølse af mennesker der dannede sig, så jeg kunne snige mig uden  om de nødvendige og holde mit tempo.

Baneskitse. Helt umulig at tyde hvis man ikke har deltaget før.

Det første banen bød på, efter et langt fladt løbestykke, var slalom på en mark med halmballer, der skulle forceres. En masse løben frem og tilbage. Allerede her fik man varmen. Da vi nåede til enden af denne første slalomdans blev vi sendt videre ud mod enden af Mr. Mouse’s farm og op til mødet med en bakketop, der i sig selv ikke så så værst ud. Hvis det altså ikke lige havde været fordi vi skulle op og ned ad den utallige gange. Jeg har vitterligt ikke tal på det, men en rød politistrimmel banede vejen op og ned ad bakken 10+ gange. Hvis man ikke havde fået trænet bakkeintervaller hjemmefra, fik man det i hvert fald på programmet nu.

 Jeg nægtede at gå op ad bakken, på trods af at det var det, stort set hele den lange pølse af folk havde gang i. Igen holdt jeg mig i den ene side og klemte mig helt op af strimlen mens jeg smøg mig gennem bjergbestigerne omkring mig. Det er heldigt at jeg ikke er større, og folk brokker sig også mindre, når det er en lille pige der skubber til dem. Ned ad bakken fik den fuld gas hver gang og tempoet blev holdt jævnt op ad. Jeg fik det varmt i min våddragt her, flere løbere kommenterede også på at det ikke måtte være behageligt, men jeg smed blot handsker og hue og fokuserede på min vejrtrækning for at holde kropstemperaturen nede. Det fungerede, og jeg nåede ikke at overophede inden vi blev sluppet ud af bakkeslalom igen.

 Herefter fulgte et længere stykke med singletrack. Jeps, singletrack og 6.700 mennesker, det har været noget af en slange set oppefra. Jeg har knapt så meget tålmodighed her, og jeg er ikke for fin til at løbe uden for sporet, så jeg zigzaggede mellem krattet og det smalle spor for at komme foran så mange som muligt.

Vi ramte “elephants graveyart” (knæhøje vandhuller), første gang vi fik våde tæer, og jeg var lykkelig over at blive lidt nedkølet på dette tidspunkt. Direkte igennem første elektriske forhindring herefter, men jeg slap igennem uden at få stød. Endnu en bakke, der skulle løbes slalom på! Really? Rabbit Hill var navnet på denne, og den var heldigvis mindre stejl end den forgående, men for at det ikke skulle være for nemt var glatte gummiplader lagt ud.

Efter at være blevet lidt rundtosset igen gik ruten ind i en lille skov, der er en del af farmen. Herinde ventede en masse A-formede træforhindringer der skulle forceres, samt det der viste sig at være det mest irriterende på ruten; et utal af net, der skulle kravles under. De net er virkelig tidskrævende, besværlige og nogle gange tunge at komme under. Flere gange sad mine arme fast i dem, da de røg gennem hullerne.

 

Jeg slap ud af skoven langt om længe, hvorefter vi blev sendt til kanten af farmen, hvor en lang å løb. På tværs af åen hele vejen ned var sat hegn, der opdelte åen i mange mindre stykker. Gæt hvilket formål det tjente? SLALOM! Nu med vand 😉

 Åens vand gik mig til brystet, så her kom handskerne på, da der skulle bruges kræfter på at trække min krop op ad de mudrede sider, som kun blev værre jo flere mennesker der havde været i. Jeg har igen ikke tal på hvor mange gange vi var gennem åen men over 10.

 Nu begyndte vandforhindringerne og den kolde del af løbet for alvor. Efter at have hoppet i og op ad åen 10-15 gange, kunne mine fødder ikke mærkes. Eller det vil sige, det der kunne mærkes for enden af mine ben var tunge betonklodser. Jeg vidste, at skulle man holde varmen gjaldt det om at fortsætte med at løbe, så følelsen i fødderne langsomt vendte tilbage. Ved alle vandpassagerne gjaldt det om at trække vejret, som det havde gjort tidligere ved hill slalom, for at regulere kropstemperaturen og undgå at spænde op som følge af det kolde gys.

 Mine 3 fokuspunkter blev herved min vejrtræning, mit løb og mit humør. Er der noget jeg ved om mig selv, er det at min krop altid fyldes med ekstra energi og overskud, når jeg er glad, og hvem kan ikke bruge det under et løb?

 

Keep running, Keep breathing, Keep smiling

 

Jeg gentog mantraet i mit hoved og derfra gik det så at sige som en leg. Intet kunne slå mig ud, når jeg blot havde styr på de tre simple ting.

Turen gik tilbage hen over marken og gennem Gallipoli Swamp, en sø, hvor vi skulle ud og runde et hegn og tilbage igen. Her var vandet begyndt at blive ret dybt for mig, jeg kunne dog stadig lige bunde.

 Nu var vi med opvarmede og derefter mere eller mindre (afhængigt af påklædning) nedkølede kroppe, parate til at indtage The Killing Fields. Stedet hvor det største antal deltagere udgår, de rigtige forhindringer venter, og kulden for de fleste først rigtig sætter ind.

Forhindringer i Killing Fields

Killing Fields bestod af de mest massive forhindringer, flere på 10-15 meters højde. Mellem disse var flere stødforhindringer og vandpassager. Eksempelvis skulle en af de 10 meter høje A-rammer forceres efterfulgt af løb gennem elektrisk stød og straks efter kravl gennem en dæktunnel, der ledte ud til flere efter hinanden dybe muddergrøfte.

 En marshal blev her noget forbavset over at se mig komme løbende med overskud

 

I don’t want to see you smile, I want to see your pain and your tears!

Naah come on, I’m always smiling!

fik jeg grint tilbage mens jeg spændt fortsatte mod de næste mange forhindringer i dræberzonen.

 

Mængden af dybt vand og mudder man skulle gennem i Killing Fields var utællelig. Nogle vil mene at det var meget repetitivt, da mange af forhindringerne lignede hinanden, men det var netop det næsten ubegribelige antal gange man blev sendt op og ned ad mudderhuller og gennem koldt vand, der gjorde banen ubarmhjertig og udfordrende på et helt andet plan, end hvad man er vant til.

 Vi blev sendt gennem ”torture champer” en underjordisk ”bunker” med tykke metalstænger dinglende ned mellem elektriske wires. I mørke skulle der kravles forsigtigt for at undgå stød. Jeg holdt mig personligt i en af siderne, hvor de elektriske snore var færre, så jeg slap billigt.

 Inden man kunne få lov at komme op til lyset igen, skulle der kravles et godt stykke gennem betontunneller. Mange elementer på banen spillede på frygt, og man skulle hverken lide af klaustrofobi, højdeskræk, vandskræk eller være mørkerad før banen hurtigt blev et mareridt.

 

Heldigvis har jeg ikke problemer med de former for frygt, så jeg havde det fint med forhindringerne på banen, om end de var fysisk hårde grundet det høje antal.

 Lige om hjørnet ventede ”water tunnels”, hvor det kolde vand var så dybt, at dem på min højde fik lov at svømme 😉 Der ud over var bjælker lagt ud i vandet, som der skulle dykkes under. Her handlede det om, som ved mange andre vandpassager, at fortsætte fremad og ikke stoppe op for at tænke. Jeg fik en smule stress her, da løberen foran mig tog sig tid til at samle mod mellem dykkene, og jeg ville bare fremad for at undgå at blive alt for kold.

Op ad vandet, et stort smil til fotografen og så videre!

Flere vandpassager fulgte og et nyt område af banen, der var indført i år med utallige af samme forhindring bestående af: et mudderhul, der skulle hoppes ned i, en mindre bjerg af jord og mudder der skulle bestiges med et hegn, der skulle forceres på toppen. Denne forhindring på repeat, hvad der føltes som over 20 gange, og så var man ved at være træt.

 Vi var dog endnu ikke færdige. Da jeg nåede enden af alle mudder-bjergbestigningerne mødte jeg en marshal, der begejstret informerede mig om, at jeg var den 6. kvinde hun var stødt på. Det satte lidt ekstra fut i mine små ben, og jeg fangede hurtigt den nærmeste kvinde foran mig.

 

Tilbage var et 8-tal af planker med skiftende armgangspassager ud over vand, og en langside med løb gennem mudder og masser af dæk, man skulle forsøge ikke at falde over.

På vej op ad langsiden mødte jeg endnu en official ”Did you enjoy it? råbte han

”It was awesome, I loved it!” fik jeg råbt tilbage, inden jeg fortsatte, og jeg mente hvert et ord. Det havde været for vildt, og humøret var stadig i top.

 

Et sidste spring ned i en sø og op ad en skråning på den anden side ved hjælp af reb med rutens sidste elektriske snore hængende ned på vejen op. Derfra var det blot ned ad skrænten på den anden side, og et hop over en halmballe ved finish line. Jeg løb ind over målstregen med armene over hovedet og et stort smil stadig placeret fra øre til øre!

 På den anden side fik vi en kæmpe medalje om halsen, som bevis på gennemførslen. Den største medalje jeg har modtaget til dato 😉

 Som Claus sagde ”Den er større end dit hoved!” – og det er lige før.

At have været med på banen, hvor det hele startede for over 30 år siden, råt, uorganiseret og umoderne, har været en uforglemmelig oplevelse. Afslutningen på en æra, og en dag vi sent vil glemme. Mr. Mouse er i dag en gammel skør mand på 84 år, som sjældent giver meget mening i de ting han gør, men hæder for sporten skylder vi ham. Ingen af os ville have stået, hvor vi gjorde i lørdags eller til vores mange OCR-løb, uden hans påfund. Det var intet mindre end en ære, at deltage til hans sidste arrangerede løb.

 

Efter at have set over 2 timers finishervideo igennem og nærstuderet over 500 deltagere ved målstregen kan jeg om mit resultat fortælle følgende:

Marshals og Mr. Mouse har ikke helt styr på optælling.

Min sluttid var 2:52:39, hvilket var nok til en 16. plads blandt kvinderne og en 502. plads på tværs af køn, til et løb med i alt 6.700 deltagere.

 

Jeg er ganske tilfreds, og til forskel fra hvad mange andres konklusion på Tough Guy er (”never again”), så løb jeg det gerne igen! 😀

 

Print Friendly, PDF & Email

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *